Knivoverfaldet Rema-ansat: Smerterne kom først senere

Skrevet af admin

25/11/2014

Mest læste i dag

Det er lillejuleaften lige før lukketid i en Rema 1000-forretning i Albertslund, og en af de ansatte går ud for at køre varer ind, som har stået udenfor. Pludselig står der to gutter i indgangen. De har bandanaer for munden, og den ene fægter med en stor kokkekniv.

- Så råber de, at det er et røveri. Og så står jeg bare og tænke: Det her - det er bare løgn.

Sådan forklarer TD, en 42-årig butiksansat ved den pågældende Rema 1000-forretning om optakten til det overfald, som var tæt på at koste ham livet sidste år.

Han er tirsdag kaldt ind som vidne i Retten i Glostrup, hvor to mænd på 18 og 19 sidder på anklagebænken for overfaldet. De er tiltalt for forsøg på røveri og drabsforsøg.

- Inden jeg når at reagere, står de foran mig, og jeg får peberspray i øjnene. Jeg kaster noget efter dem, og de løber mod udgangen, hvor de bliver fanget af dørene, som ikke når at reagere på de hurtige bevægelser, fortæller TD.

De to tiltalte sidder stille ved siden af deres forsvarere og kigger opmærksomt på offeret, som tydeligt er bevæget over at skulle genfortælle historien.

TD forklarer, at han tager fat i den ene røver og siger, at han ikke skal nogen steder. Pludselig ser han den anden slå ud efter ham, og TD kommer i tanke om, at han havde haft en kniv. TD prøver at afværge slagene med sin højre arm.

Pludselig åbner dørene, og de to røvere løber ud af butikken. TD skynder sig ind i forretningen og beder dem tænde overfaldsalarmen.

- Så er der en kunde, der råber, at jeg er blevet stukket i ryggen. Og så opdager jeg, at blodet driver ud af mig, siger TD grådkvalt.

- Jeg har slet ikke mærket, at jeg fik kniven i ryggen. Først bagefter fik jeg sindssygt ondt, siger han.

En kunde presser fingrene ind i stiksårene for at stoppe blodet, der nu fosser ud, før ambulancen ankommer 10 minutter senere.

Ifølge anklageskriftet mistede TD 2,3 liter blod og var i livsfare efter overfaldet, som havde givet ham en punkteret lunge og en gennemskåret pulsåre.

En sygeplejerske har ifølge TD fortalt offeret, at et af stikkene var én centimeter fra hjertet.

Der ventes at falde dom i sagen i begyndelsen af december.

/ritzau/