Knivstikker i S-tog: Jeg havde røget hash og var paranoid

Skrevet af Jesper Larsen

17/12/2014

Mest læste i dag

Den 22-årige knivstikker, der er tiltalt for drabsforsøg i et S-tog i november sidste år, afgav i dag forklaring i Retten på Frederiksberg. Han erkender at have ført kniven, men nægter sig skyldig i drabsforsøg.

Ifølge den tiltaltes forklaring, ville han bare skræmme det 19-årige offer, som han fejlagtigt troede havde overfaldet ham tidligere. 

- Jeg gik på HF lige ved siden af stationen, og tager toget hver dag. Da jeg ser ham i toget tror jeg, det er en, der har overfaldet mig tidligere. Jeg havde røget noget hash, og jeg havde angst og var paranoid  efter de tidligere overfald, og så reagerede jeg, forklarede han.

Det 19-årige offer var i 'manifest livsfare' efter overfaldet, hvilket betyder, at han udelukkende overlevede, fordi ambulancen nåede hurtigt frem. Offeret blev stukket i låret og ballen, sidstnævnte gik 12-13 cm ind og skar en pulsåre, blodåre og den store nerve til venstre ben over. 

Den tiltalte er kronraget og har synlige ar i hovedbunden. Han nægter at ville dræbe den 19-årige.

- Jeg vidste ikke man kunne dø af at blive stukket i benene, jeg ville bare markere, forklarede han. 

Offerets familie brød grædende sammen

Overvågningsvideoen fra S-toget blev afspillet i retten. Her så man det 19-årige offer sidde helt stille i en fyldt kupe med sin mobiltelefon i hånden, da han pludselig bliver angrebet bagfra af den 22-årige, der hugger ud med kniven 3-5 gange.

Herefter forlader den tiltalte kupeen, men kommer med det samme tilbage med kniven hævet over hovedet på offeret. Her griber en ven til offeret ind og forsøger at fravriste ham kniven, inden det lykkedes den 22-årige at komme ud af toget. 

Offerets familie brød grædende sammen, og måtte forlade retslokalet, da videoen blev afspillet. 

Efter videoen blev afspillet pointerede dommeren, at det på ingen måde lod til, at der var nogen grund til, at den 22-årige skulle have følt sig truet af offeret. 

Den 22-årige gerningsmand nægter at være en del af det københavnske bandemiljø. Han er tidligere blevet taget af politiet med en ulovlig kniv på Strøget i København, og her forklarede den tiltalte, at 'det var i forbinmdelse med noget arbejde, hvor der skulle skæres kasser'