Koalition intensiverer bombeangreb i Yemen

Skrevet af admin

08/09/2015

Dagens topnyheder

Mindst 20 indiske statsborgere blev dræbt, da fly fra en koalition under ledelse af Saudi-Arabien tirsdag bombarderede personer i to både, der smuglede benzin i Yemens havneby Hodeidahport, siger lokale indbyggere og fiskere til Reuters.

Den saudiarabisk-ledede koalition havde ikke umiddelbart nogen reaktion på rapporten.

Koalitionen bombede tirsdag også mål i Yemens hovedstad Sanaa, og der var rapporter om, at flere og flere udenlandske soldater er ved at rykke ind i landet.

Det statslige nyhedsbureau, der er under de shiamuslimske houti-oprøreres kontrol, siger, at 15 indbyggere blev dræbt under luftangrebene i Sanaa, mens 77 blev såret.

Hospitalskilder siger, at mindst 15 civile også blev dræbt mandag.

Koalitionen, som kæmper mod de iransk-støttede houti-oprørere, har intensiveret deres luftangreb, efter at et houti-missil dræbte omkring 60 af soldater fra Saudi-Arabien, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater i en militærlejr øst for hovedstaden i sidste uge.

Koalitionsstyrkerne generobrede i juli havnebyen Aden fra houthierne. Siden har militante fra al-Qaeda vundet terræn i den vestlige del af Aden, som synes præget af lovløshed.

Saudiarabiske kampfly har ført an i en bombekampagne, der blev sat i gang i marts for at fortrænge houthierne og genindsætte præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Mindst 4300 mennesker har mistet livet, og krigen har medført en omfattende humanitær krise, som har været vanskelig for internationale hjælpeorganisationer at løse på grund af de fortsatte hårde kampe.

/ritzau/Reuters