Koalition sender igen bombefly ind over Yemen

Skrevet af admin

18/05/2015

Dagens topnyheder

Efter fem dages humanitær våbenhvile har en international koalition med Saudi-Arabien i spidsen genoptaget bombeangrebene mod mål i Yemen.

Våbenhvilen udløb sent søndag aften lokal tid, og kort tid efter blev mål i havnebyen Aden udsat for luftangreb.

En base for specialstyrker, der støtter den shiamuslimske oprørsbevægelse i landet, var blandt bombemålene, oplyser militære kilder til nyhedsbureauet AFP.

Aden er den næststørste by i Yemen. Ifølge sundhedsmyndighederne i byen blev fire personer dræbt under angrebene.

Våbenhvilen trådte i kraft tirsdag aften i sidste uge. FN har forgæves appelleret til parterne i konflikten om at forlænge våbenhvilen.

Siden 26. marts har en gruppe lande anført af Saudi-Arabien forsøgt at stoppe Houthi-bevægelsens fremmarch i Yemen med luftangreb.

Oprørerne og deres allierede har blandt andet erobret Yemens hovedstad, Sanaa, og flere områder i det fattige land er under bevægelsens kontrol.

Våbenhvilen kom i stand på opfordring fra Saudi-Arabien. Torsdag beskyldte koalitionen Houthi-militsen for ved flere lejligheder at have brudt aftalen.

Formålet med at indstille krigshandlingerne var at give mulighed for at bringe forsyninger af fødevarer, medicin og brændstof ind til de mange civile yemenitter, der lider under konflikten.

Nødhjælpsorganisationer har sagt, at fem dage ikke var nok til at sørge for tilstrækkeligt med nye forsyninger. Der bor omkring 25 millioner mennesker i Yemen.

Omkring 300.000 er blevet drevet på flugt internt i landet på grund af urolighederne, og 12 millioner menes at være i bekneb for fødevarer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Saudi-Arabien frygter, at houthierne vil tage fuldstændig kontrol i Yemen, der så i virkeligheden vil blive fjernstyret fra den regionale ærkerival Iran.

/ritzau/