Kobe Bryant er ude i seks uger med ny skade

Los Angeles Lakers må undvære superstjernen Kobe Bryant i endnu en lang periode, efter at han har brækket en knogle i det venstre knæ. Pausen forventes at blive på seks uger.

Den amerikanske basketballspiller har lige siddet ude i de første 19 kampe af den igangværende NBA-sæson, og nu misser han yderligere et hav af kampe.

- Jeg har ondt af Kobe. Han har arbejdet så hårdt for at komme tilbage, lyder det fra Lakers-træner Mike D'Antoni på holdets Twitter-profil.

Kobe Bryant blev ramt af en skade i april, og derfor skulle han opereres, hvilket betød, at han sad ude i de første 19 kampe af denne sæson, hvor Lakers har haft det svært.

I denne sæson har Kobe Bryant kun spillet seks kampe i NBA, hvor han i gennemsnit har scoret 13,8 point.

Det er langt fra det pointgennemsnit, han har præsteret i de foregående mange sæsoner, hvor han har været en af ligaens mest scorende spillere.

Kobe Bryant blev skadet i tirsdagens 96-92-sejr over Memphis Grizzlies. Han gik langsomt ud på bænken, men vendte tilbage og nåede at score 21 point i den kamp. Det gjorde ham til delt topscorer med Pau Gasol.

/ritzau/

Dagens Gossip