Koch: Kommuner skal belønnes for indvandrerpraktik

Skrevet af admin

20/01/2015

Mest læste i dag

Kommunerne er for dårligere til at bruge virksomhederne i integrationsprogrammet, og det går ud over beskæftigelsen hos flygtninge og familiesammenførte indvandrere.

Det vurderer formanden for det udvalg, som tirsdag har afleveret sine anbefalinger til en ændring af programmet.

- Der gøres for lidt ud af løntilskudsforløb, praktikforløb og forforløb for dem, der ikke kan komme direkte ud på en virksomhed, siger Carsten Koch til Ritzau og pointerer:

- Der er rigtig god evidens for, at det virksomhedsrettede har en klart bedre effekt på beskæftigelsen.

Ifølge formanden bruger kommunerne i stedet aktiveringsdelen af integrationsprogrammet på at sende indvandrerne i "vejledende opkvalificering" gennem eksempelvis kurser eller kommunale projekter.

- Vores analyser viser, at det har ingen effekt, når det kommer til at bringe indvandrerne tættere på arbejdsmarkedet, påpeger Carsten Koch.

Han mener derfor, at der skal indføres økonomiske incitamenter, så kommunerne ændrer adfærd.

- Kommunerne får den samme refusionsprocent, hvad enten man gør det ene eller det andet, og derfor foreslår vi, at der fremover bliver en meget beskeden refusion ved kurser og en langt større for virksomhedsrettede aktiviteter.

- Kommunerne er meget orienteret mod økonomi, så de reagerer på sådan nogle incitamenter, vurderer formanden.

Udvalget lægger desuden op til at afkorte maksimallængden på programmet fra tre til to år, ligesom kravet om et ugentligt omfang på gennemsnitligt 37 timer skal ændres.

Og det skyldes ikke et ønske om besparelser, understreger Carsten Koch.

- Vi skal have mere kvalitet i forløbene, og vi mener, man kan løfte den så meget, at man kan gøre det på to år, konstaterer han og uddyber:

- Der er forholdsvis mange højtuddannede indvandrere, som i dag tvangsindlægges til tre år, selvom de langt lettere kan komme videre. Og vi er ikke glade for, hvis folk bliver opbevaret en dag for længe.

Udvalget påpeger, at der i dag kun er en tredjedel af deltagerne i programmet, der kommer i arbejde eller uddannelse i løbet af de tre år, programmet i dag kan vare.

Spørgsmål: Hvor meget kan det løftes, hvis man gennemfører jeres anbefalinger?

- Fortegnet er vi ikke et øjeblik i tvivl om, men det er rigtig svært at sige meget mere. Der findes ikke noget quickfix, det er en tung opgave, og det er det i alle lande til alle tider. Det her er ikke verdens frelse, men mindre kan vel også gøre det, slutter Carsten Koch.

/ritzau/