København holder fast i helbredstjek til flygtninge

Skrevet af admin

31/03/2016

Mest læste i dag

De 335 flygtninge, som Københavns Kommune kommer til at modtage i 2016, vil alle få tilbudt en lægeundersøgelse, selv om KL og regeringen netop har afskaffet det obligatoriske helbredstjek.

Torsdag satte et bredt flertal i Borgerrepræsentationen penge af til lægebesøgene, da partierne forhandlede sig frem til, hvordan kommunen vil bruge 585 millioner kroner, som er til overs fra sidste års budget.

Sundheds- og omsorgsborgmesteren i Københavns Kommune, Ninna Thomsen (SF), mener, at sundhedstjek er "hamrende vigtige" for integrationen.

- Vi ved, at mange flygtninge har psykiske traumer og har større risiko for sygdomme som for eksempel diabetes, og det skal helbredstjekket være med til at opdage i tide.

- Et godt helbred både fysisk og psykisk er helt afgørende for at komme ud på arbejdsmarkedet og få en god start i Danmark, siger hun.

Helbredstjekkene ventes at koste 2000 kroner per flygtning, hvilket løber op i en udgift på 670.000 kroner.

Ninna Thomsen mener, at kommunen både tager et hensyn flygtningene og samtidig på den lange bane kommer til at spare penge.

- Det her handler om, at vi som velfærdssamfund skal sikre, at vi tager godt imod de flygtninge, der kommer, og at man er sund og rask som menneske, hvis man skal være en del af det danske samfund.

- Når det er sagt, så tror jeg også, at det her økonomisk er en rigtig god investering. Får vi bare opsporet en eller to, der har diabetes, problemer med hjertet eller hvad det nu ellers kan være - hvis den behandling venter, bliver den virkelig dyr.

Ifølge Ninna Thomsen er der indtil videre kun ankommet ganske få af de 335 flygtninge som København har fået tildelt.

Belært af erfaring fra andre kommuner, hvor mange flygtninge ifølge Ninna Thomsen ikke har taget imod tilbuddet om et helbredstjek, forventer hun, at kommunen sender læger ud til flygtningene i stedet for at flygtningene selv skal opsøge en læge.

Hidtil har alle flygtninge ved lov haft krav på at få tilbudt et tjek af deres helbredstilstand inden for tre måneder.

Men regeringen og KL mener, at der ikke er grund til at bruge kommunernes sparsomme ressourcer på at give alle flygtninge en undersøgelse hos lægen.

I alt har Københavns Kommune afsat mere end 54 millioner kroner til at modtage og huse flygtningene.

/ritzau/