København opkalder omstridt plads efter Bjarnhof

Forslaget kommer få dage efter, at samme nævn opgav at opkalde samme plads efter Axel Axgil, der i sin tid stiftede Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT). Axel Axgil var et kontroversielt forslag på grund af de pædofili-anklager, der er rettet mod ham.

Hannah Bjarnhof, der modtog Lesbisk Jubelpris i 1999, er bragt i spil til pladsen af LGBT.

»Jeg er glad for, at vi har fundet et navn med tilknytning til LGBT-miljøet. At der bliver tale om en kvinde er for mig kun et plus, da mændene i dag dominerer de københavnske vejnavne. Hannah Bjarnhof stod først i en sen alder frem som lesbisk. Dermed er valget også med til at understrege fortællingen om udviklingen af det særlige københavnske frisind, der i dag gør det langt nemmere for LGBT-personer at stå frem,« siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).

Liberal Alliances Lars Dueholm (LA), der er medlem af Vejnavneudvalget, støtter valget, men lægger ikke skjul på, at han havde foretrukket et andet navn:

»Måske noget i forbindelse med Vartov, som ligger tæt på. Et navn, der var mere forbundet med lokalområdet. Men når det nu ikke kan være anderledes,« siger han og tilføjer, at der »ikke er noget i Hannah Bjarnhofs liv, der diskvalificerer hende til titlen«.

»Men der er, fornemmer jeg, et stærkt ønske på rådhuset om at navngive pladsen, så den bliver sat i forbindelse med det første sted i verden, hvor et homoseksuelt par blev viet,« siger Lars Dueholm.

Enhedslisten medgiver, det er vigtigt, at pladsen opkaldes efter en person med tilknytning til LGBT-miljøet.

»Hannah Bjarnhof var bredt anerkendt for sin kunstneriske indsats og samtidig lesbisk. Derfor kan vi nu holde fast i vores beslutning om at opkalde pladsen efter en person med tilknytning til LGBT-miljøet. Det har betydet meget for Enhedslisten,« siger Morten Kabell (Ø), medlem af Vejnavnenævnet.

Hannah Bjarnhof blev født i 1928 og døde i 2002. Hun debuterede som skuespiller som 18-årig i Riddersalen, og blev senere uddannet på Det Kongelige Teaters Elevskole.

Forslaget om at opkalde pladsen efter Hannah Bjarnhof sendes i høring i fire uger hos de naboer, der har adresse på pladsen og lokaludvalget, inden Teknik- og Miljøudvalget tager endelig stilling senere på året.

Dagens Gossip

Dagens TV