København poster en million i støtte til pårørende

Skrevet af admin

26/10/2015

Dagens topnyheder

Der er for mange pårørende, der ender med at gå ned med flaget, når én tæt på bliver syg.

Derfor har Københavns Kommune nu vedtaget at sætte 1,3 millioner kroner af over fire år til et nyt støttetilbud, der skal klæde de pårørende bedre på i et sygdomsforløb.

- Der er rigtig mange pårørende, der selv ender med at blive syge. Det sker især på grund af det pres, som de lider under, hvor de føler, at de hele tiden skal være der, siger Michael Gatten (V), medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

- De skal lære, at man har lov til at tage fri og søge aflastning, for eksempel ved at gå ud med sine venner, bruge tid på fritidssysler og stemple ud og lade op. Det er psykisk hårdt for mange, fordi de får dårlig samvittighed, siger Michael Gatten.

Foreningen for Pårørende i Danmark har været med til at presse på for at få tilbuddet på benene.

- En del går på nedsat tid eller tvinges til at pjække fra arbejde, og mange får behandlingskrævende depressioner og stress, siger formand Marie Lenstrup.

Kommunen kalder selv tilbuddet for et "kort uddannelsesforløb", hvor den pårørende vil få værktøjerne til at klare en hverdag med en sygdomsramt - herunder også, hvordan man varetager praktiske opgaver.

Men Michael Gatten understreger, at det udelukkende er for at lette presset for den pårørende, og at der ikke er tale om en spareøvelse eller effektivisering.

- Besparelse er et grimt ord at bruge i forbindelse med sådan noget her. Der ligger intet i, at vi skal skubbe noget over på de pårørende. Det går alene på forebyggelse, siger Michael Gatten.

Tilbuddet bliver introduceret i begyndelsen af 2016 og vil i første omgang tælle 375 pårørende. Kommunen vil løbende evaluere, om tilbuddet skal udvides til at omfatte flere.

/ritzau/