København vil spare 50 mio. på ejendomme

København vil spare et stort millionbeløb på at gøre driften af sine mange ejendomme mere effektiv og på lidt længere sigt overflødiggøre 40.000-50.000 kvadratmer – svarende til seks-syv fodboldbaner. Det afsløres af nogle få teknisk klingende bemærkninger om »Ejendomspakke 2014« på side 54 og 55 i den alenlange budgetaftale for hovedstaden.

»Det svarer til et par procent af den samlede bygningsmasse og vil spare kommunekassen for 35-50 millioner kroner årligt. Noget kan reduceres ved at opsige lejemål, og det kan ikke udelukkes, at en andel af kommunens bygninger skal sælges,« siger Gyrithe Saltorp, direktør for Københavns Ejendomme, en af landets største ejendomsvirksomheder.

Enheden blev oprettet i 2006 ved at samle kommunens ejendomme og administration af lejemål.

Digitalt overblik

Tanken er, at Københavns Ejendomme får et langt bedre overblik og dermed bedre muligheder for at udnytte porteføljen af cirka 2.000 bygninger bedre, hvis alt er registeret digitalt. I øjeblikket er rundt regnet en fjerdedel af de 2,5 millioner kvadratmeter kortlagt digitalt, og nu skal en bevilling på 11 millioner kroner sætte turbo på den elektroniske kortlægning af lejemål og ejendomme.

»Vi har styr på ejendommene, men en del informationer ligger på gamle tegninger, og vi er ikke nødvendigvis sikre på, om arealerne er korrekte, eller om ombygninger og ændret indretning er ført ajour. Nu bruger vi måske 80 procent af tiden på at finde og validere data og 20 procent på at analysere og tænke over dataene. Det skal vi gerne have vendt om, så vi bruger tiden mere hensigtsmæssigt,« siger Gyrithe Saltorp.

Med et fagligt bedre og mere tilgængeligt overblik kan Københavns Ejendomme lettere udpege de bygninger, som er værd at investere i, modernisere og ombygge, mens andre ejendomme måske er blevet utidssvarende og ufleksible.

Flere ting på samme adresse

Med øget viden kan landets største kommune bedre målrette sin indsats, for eksempel ved at samle flere funktioner på én adresse. Her lider København af at være opdelt i flere, store forvaltninger med hver sin politiske chef. Derfor er et bedre og samlet overblik over bygningsmassen en vigtig brik.

»Vi har for eksempel to korps af hjemmeplejere. Et ligger under Sundheds- og omsorgsforvaltningen og besøger kommunens ældre, det andet under Socialforvaltningen og betjener udsatte og handicappede borgere. Begge steder er de ansatte ude hos borgerne det meste af tiden, men har også brug for en base, og her kan vi sikre, at flere medarbejdere bruger de samme lokaler og faciliteter,« siger Gyrithe Saltorp.

Hun ser også et potentiale i at samle flere administrationsenheder.

»Vi har haft en omgang, hvor vi samlede administrative funktioner på færre adresser, men vi kan sikkert godt tage en tur til, så flere deles om de samme funktioner som kantine og mødelokaler.«

Samme model er de senere år blevet udbredt i den private sektor, hvor flerbrugerhuse vinder frem.

Intern besparelse

Ejendomspakken skal ud over at frigøre store arealer og spare de københavnske skatteborgere for lokaleudgifter også bidrage til en mere effektiv drift af administrationen af Københavns Ejendomme med cirka 500 ansatte.

»Når ejendomspakken har fuld effekt fra 2017, forventer vi en årlig besparelse på 3,7 millioner kroner. Vi sparer tid på at finde oplysninger, vi kan besvare henvendelser udefra hurtigere, og vores systemer bliver fuldt integreret med kommunens øvrige IT,« forklarer Gyrithe Saltorp.

Politisk bureaukrati

Baggrunden for ejendomspakken er et analysearbejde iværksat sidste år om at granske kommunens opbygning. Den er præget af det såkaldte magistratsstyre med syv selvstændige forvaltninger med hver sin borgmester i spidsen, i øjeblikket fra fem forskellige partier spændende fra Venstre til Enhedslisten.

Det har ifølge både interne og eksterne analyser skabt et stort bureaukrati, og København har forsøgt at etablere tværgående enheder, deriblandt Københavns Ejendomme.

Nu skal den tværgående indsats forstærkes på blandt andet ejendomsområdet, og økonomifolkene bag analysen anbefaler også, at der på lidt længere sigt kan blive etableret en samlet Facility Management-enhed, der tager sig af for eksempel rengøring, vedligeholdelse og anden drift af ejendomme.

Dagens Gossip