København Zoo fanger meget sjældent leopard i fotofælde

Skrevet af Ann Katrine Warren

07/03/2013

Dagens topnyheder

Der findes formentlig kun mellem 200 og 250 levende javeleoparder i Verden, og nu har København Zoo fået foreviget det sjældne dyr. Det kritisk truede dyr blev fanget af en fotofælde, som Zoo har sat op i den lille Baluran National Park på den indonesiske ø Java.

Billedet af den plettede Javaleopard er sensationelt i sig selv. Endnu mere spektakulært var det, da Zoos kamerafælder i samme nationalpark tog et billede af den sorte udgave af Javaleoparden, svarende til, hvad panteren er til den almindelige leopard.

- Det er en fantastisk opdagelse. At vi kan få billeder af begge typer leoparder på så kort tid betyder måske, at den er endnu mere hyppig, end vi troede. Nogle gange kategoriseres dyr som sjældne, fordi det ikke er undersøgt. Derfor er det rigtig vigtigt at finde ud, hvor mange der er, siger Zoos videnskabelige direktør, Bengt Holst.
 

Sidste år fangede Zoos kamerafælder i Krau Wildlife Reserve i Malaysia billeder af den ligeledes stærkt truede fladhovedede kat. Disse billeder gik verden rundt og er alene på Zoos Youtube kanal vist over 15.000 gange.

Baluran National Park er en ganske lille nationalpark på knap 450 km2 i det østlige Java, hvor København Zoo som et led i undervisning af de lokale parkbetjente har opsat 10 kamerafælder. Nu stiller København Zoo flere kamerafælder op, for at undersøge om der er en større population af Javaleoparden i det område end først antaget.