Københavner-forstad får studenterhybler for en milliard

Det sker kun få uger efter, at Berlingske Business kunne løfte sløret for, at Danica Pension vil bygge for 1,2 milliard kroner i centrum af Lyngby - blandt andet et nyt samlet dansk hovedsæde for Microsoft og 300-400 boliger til studerende og forskere ved DTU.

Såvel de nye planer som Danica-projektet på den såkaldte Kanalvejsgrund klos op ad Lyngby Storcenter udspringer af kommunens vision om at skabe en egentligt vidensby med afsæt i DTU.

»Vi sætter gang i en massiv vækst i Vidensbyen, som ingen havde troet muligt. Om fem år vil kommunen være vokset med 1.500 unge beboere,« siger borgmester Søren P. Rasmussen (V).

De nye planer er en del af en politisk aftale mellem kommunen og DTU, og målene omfatter et helt nyt kollegium i det centrale Kongens Lyngby og en udvidelse eller fortætning af det eksisterende Kampsax-kollegium ved DTU.

Desuden håber kommunen og DTU at få 300 boliger til forskere og studerende i de almene boliger i Lyngby-Taarbæk, der i øjeblikket har 53.000 indbyggere.

Et halvt år før kommunalvalget kan Søren P. Rasmussen også glæde sig over, at A.P. Møller-koncernen netop har oplyst, at selskaberne Maersk Drilling og Maersk Oil Supply fra 2015 rykker ind i en stor nybygget kontorejendom på Lyngby Hovedgade.

Fra cirka 2020 får Lyngby og DTU en håndfuld stationer på den letbane, som skal løbe fra Lundtofte i nord ned gennem Gladsaxe og den københavnske vestegn.

Dagens Gossip