Københavnere bliver mindet om folkeafstemning på sms

Skrevet af admin

13/11/2015

Mest læste i dag

I et forsøg på at få stemmeprocenten i vejret har politikerne på Københavns Borgerrepræsentation torsdag aften besluttet at sende beskeder ud til københavnernes mobiltelefoner for at minde dem om, at der er folkeafstemning om det danske retsforbehold 3. december.

Det oplyser Jens-Kristian Lütken (V), medlem af borgerrepræsentationen, i en mail.

- Det er især en udfordring at få vælgerne til at stemme om europæiske anliggender. Derfor er det nu på Venstres initiativ blevet besluttet, at der skal sendes en sms til vælgerne med en venlig påmindelse om at huske at stemme, siger politikeren.

Prisen for at sende en sms-påmindelse til samtlige vælgere i hovedstaden er 90.000 kroner ifølge Lütken, der anser det for at være en billig løsning.

- Det er vigtigt, at vi alle tager stilling og afgiver vores stemme. Hvis en sms kan få flere vælgere til valgstederne, er det en billig måde at støtte demokratiet på. Desværre er der mange, der ikke er klar over, at der i det hele taget er en folkeafstemning. Med en påmindelse på sms så er der ingen undskyldning for at blive væk fra stemmeurnerne, lyder det fra Jens-Kristian Lütken.

Det står ikke klart, hvornår sms'erne bliver sendt ud.

Ved den seneste danske folkeafstemning om et EU-relateret emne lå valgdeltagelsen på 55,9 procent. Det var i 2014, da danskerne stemte om deltagelse i den europæiske patentdomstol.

Den afstemning faldt sammen med valget til Europaparlamentet, hvor 56,3 procent brugte deres stemme.

Her havde man succes med at sende sms'er ud til unge, hvor de blev mindet om valget. Særligt en såkaldt frisk version med ungt sprog var med til at få unge til at stemme, viste en efterfølgende evaluering af projektet.

Ved folketingsvalg er interessen dog historisk set markant større, og ved årets folketingsvalg lå deltagelsen på knap 86 procent.

Man kan allerede nu stemme via brev i forbindelse med folkeafstemningen 3. december.

/ritzau/