Københavnerne er i knæ

Ariël Jacobs blev efter 1-3-nederlaget spurgt, om den dårlige sæsonstart vil få ham til at bede om forstærkninger til sit FCK-mandskab hos sportsdirektør Carsten V. Jensen.

- Det skete allerede for noget tid siden, svarede Ariël Jacobs.

Sportsdirektør Carsten V. Jensen forklarer, at klubben er på jagt efter forstærkninger, der kan være med til at rette op på den spillemæssige krise, de danske mestre er rendt ind i.

- Vi vil gerne måles på, hvad vi har foretaget os, når transfervinduet lukker. Vi har stadig en ambition om at tilføre et par spillere, men det skal være nogle, der kan styrke den gruppe, vi er, siger Carsten V. Jensen, der er skuffet over sæsonstarten.

- Vi har tre nederlag i træk, og det er ikke godt nok. Det kan vi selvfølgelig godt kalde en pointmæssig krise. Vi er en klub, der er født til at skulle vinde, men det gør vi ikke i øjeblikket, siger Carsten V. Jensen.

Fyrer ikke Jacobs

FC København har fået klubbens dårligste start på en Superliga-sæson i dens 21-årige levetid. Tager man sidste sæson med, har Ariël Jacobs’ mandskab blot vundet én kamp ud af de 13 sidste.

Ariël Jacobs’ kontrakt udløber ved udgangen af næste sæson, og parterne har allerede diskuteret kontraktforlængelse. Den snak er muligvis udskudt nu, men belgieren skal ikke frygte for sit job, siger Carsten V. Jensen.

- Nej, det behøver han ikke. Vi tror på det, vi gør. Han bliver ikke fyret, siger sportsdirektøren.

Skulle FCK-bestyrelsen løbe tør for tålmodighed med Ariël Jacobs, er belgieren helt på det rene med det.

- Du bliver hyret til at blive fyret. Før eller senere. Hvis du ikke forstår det, begynder du aldrig som træner. Sådan er realiteterne bare, siger Jacobs

Thomas Delaney, der var FCKs bedste mod Randers, erkender, at truppen er påvirket af den negative stime.- Et hold, der spiller Champions League, ligger selvfølgelig ikke nummer sidst i Superligaen. Situationen er alvorlig, selvfølgelig er den det. Der er ingen her, der er vant til det her, siger Thomas Delaney.

Midt i stormen ser FCK-træner Ariël Jacobs dog forbedringer i Randers-kampen, der bød på mestrenes hidtil bedste halvleg i denne sæson.

- Jeg så nogle løsninger i dag, som vi kan bruge fremad, men fodbold er realisme, og vi har nul point.

Dagens Gossip

Dagens TV