Københavns betydning for provinsen bliver overdrevet

Skrevet af admin

12/03/2015

Mest læste i dag

Når det går godt i København, går det også godt i resten af landet.

Sådan har det ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten i årevis lydt fra danske politikere, som har påstået, at 100 nye job i hovedstaden skaber 20 nye job i provinsen.

Men der er ikke belæg for påstanden, som blandt andre by, bolig og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) har talt for, lyder det nu fra flere sider.

Tallene stammer fra en rapport fra 2004 udarbejdet af Copenhagen Economics for blandt andet Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen. Her blev det undersøgt, hvor mange arbejdspladser der skabes i provinsen, når bestemte udenlandske virksomheder nyetablerer sig i hovedstaden.

Men tallene kan ikke uden videre overføres til jobskabelsen generelt, forklarer Managing Director i Copenhagen Economics, Martin Hvidt Thelle, der i sin tid havde ansvaret for rapporten.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen har netop undersøgt den 10 år gamle påstand til bunds.

- Den er simpelthen en myte, som har haft sit eget liv i mange år. Men den er stærkt overdreven, og jeg er ikke i tvivl om, at det er bedre at investere i provinsen end i hovedstaden, hvis man ønsker, at det skal gå godt for hele landet, siger han til Jyllands-Posten.

By, bolig og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) erkender, at rapporten fra 2004 ikke ser på jobskabelsen generelt.

- Det er korrekt, at undersøgelsen fokuserer på udenlandske virksomheder i nogle bestemte brancher. Men det ændrer ikke på det, som er min pointe, at når hovedstaden er i fremgang, så har det en positiv afsmitning på provinsen, skriver han i en e-mail til Jyllands-Posten.

/ritzau/