Københavns gourmetmarked anklages for at underbetale unge

Torvehallerne i København bugner af italienske oste, prægtige vine, lækre tapas og eksklusive råvarer. Men de færreste ansatte har overenskomst, og lønnen ligger i næsten samtlige butikker under overenskomstniveau. Det skriver Avisen.dk.

- Der er et kæmpe paradoks mellem fair trade-produkter til skyhøje priser og de forhold, som de ansatte arbejder under, siger Nilly Taheri fra DSU City til Avisen.dk.

- Hvis det skal forestille at være bæredygtigt og eksklusivt, kan jeg ikke forstå, hvorfor ingen butikker har overenskomst.

Ungdomspartiet kræver ordentlig løn og ordnede arbejdsforhold for unge ansatte på Københavns hippeste indkøbssted.

Torvehallerne ligger på Israels Plads i København og består af knap 70 selvstændige butikker.

Mandag eftermiddag vil delikatesse-hungrende københavnere blive mødt af aktivister fra DSU, 3F Ungdom og HK Ungdom, som protesterer foran Torvehallerne.

Kampagnen retter blandt andet en hård kritik mod sushi-butikken Sushi Lovers.

Her fortæller 19-årige Natasha Turpie Catter til Avisen.dk, at hun på første arbejdsdag blev spurgt, om hun ville have sin løn udbetalt sort eller hvidt.

Lønnen lå knap 20 kroner under overenskomstniveau, der var ingen kontrakter og hun skulle selv sørge for en afløser, hvis hun blev syg.

Sushi Lovers afviser overfor Avisen.dk, at Natasha er blevet tilbudt at få sin løn udbetalt sort. Ifølge ejer Kristian Erbo følger virksomheden Funktionærlovens bestemmelser, og timelønnen på 110 kroner stiger, når den ansatte har overstået sin prøveperiode.

Torvehallerne ejes af ejendomsfirmaet Jeudan, som lejer de enkelte stande ud til selvstændige. Administrerende direktør Per Hallgren understreger, at det ikke er muligt at lave en fælles overenskomst for butikkerne.

- Med så mange lejere vil jeg ikke afvise, at der har været et enkelt eller to forhold, som ikke er i orden, siger han til Avisen.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV