Københavns Kommune har aktier hos Ryanair

Skrevet af admin

16/06/2015

Mest læste i dag

Til trods for, at overborgmester i København, Frank Jensen (S), har forbudt kommunens ansatte af flyve med flyselskabet Ryanair, har Københavns kommune aktier i selskabet, skriver Politiken.

Det irske flyselskab er Europas største luftfartsselskab og er i åben strid med Frank Jensen, da flyselskabet ikke vil indgå overenskomst eller flyve på overenskomstlignende vilkår.

Men nu viser det sig, at Københavns Kommune kan tjene gode penge på luftfartsselskabet, som de ikke selv vil flyve med, hvis de sælger deres aktier.

- Vi investerer løbende vores likviditet i værdipapirer gennem investeringsfonde. Og en af de fonde har altså investeret i Ryanair, men de bliver solgt hurtigst muligt, siger gruppeformand for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, Lars Weiss (S), til Politiken.

Han oplyser over for avisen, at Københavns Kommune vil sælge aktierne efter sommeren, når der igen er økonomiudvalgsmøde i kommunen.

Kommunen kan ikke oplyse, hvor stor aktieposten i Ryanair er, men kommunen investerer løbende et trecifret millionbeløb via investeringsfonde.

Aktierne blev opdaget ved en regelmæssig gennemgang af kommunens investeringer, og ifølge Københavns Socialdemokrater skal Ryanair fremover figurere på en såkaldt "negativliste" med aktier, som investeringsfondene ikke må sætte kommunens penge i.

Også i andre kommuner har Ryanair fået den kolde skulder.

Det gælder blandt andet Aarhus Kommune, der ikke indgår handler med selskabet, fordi de er en del af Statens indkøbsaftale, hvor der ikke handles med Ryanair.

Selskabet er også i krig med fagbevægelsen, der har hevet selskabet i arbejdsretten.

Den skal afgøre, om der skal gives grønt lys for fagbevægelsens varslede sympatikonflikt mod Ryanair.

/ritzau/