Københavns Kommune indkalder sit kriseberedskab

Søndag morgen har Københavns Brandvæsen fået over 50 opkald fra folk, der har fået vandskader på grund af skybruddet natten til søndag, der ramte København hårdt. Men til formiddag vurderer brandvæsnet, at den akutte fase er overstået.

- Nu går vi over i den fase, hvor vi skal danne os et overblik over skaderne og rydde op. Og vi har rigtigt travlt, mildest talt, siger operationschef Kristian Næsted, Københavns Brandvæsen, til Ritzau.

Brandvæsnet har sørget for at kommunens krisestyringsfunktion er blevet indkaldt.

Også hos Falck mærker man, at Storkøbenhavn er blevet hårdt ramt af vandmasserne. Klokken 9.45 søndag formiddag var der kommet 215 anmeldelser siden midnat.

- Der er stor travlhed ved telefonerne, og vi har kaldt alt disponibelt mandskab ind, der er virkelig tryk på lige nu, siger pressevagt Helene Egholm, Falck.

Opkaldene til brandvæsnet kommer fra folk, der har fået oversvømmelse i kælderen eller, hvis brandalarmer går på grund af vand i de tekniske installationer.

En lang række kommunale og statslige institutioner i hovedstaden har haft brug for assistance: Sundholm, Vestre Fængsel, Tivoli og Kastellet er blandt de steder, der har haft brug for pumper til at få vand væk.

- Det er et stort problem, at skybruddet er kommet uvarslet, og at mange institutioner ikke er bemandet i weekenden, siger Kristian Næsted.

Derfor kan det tage tid at få overblik over de skader, som vandet har forårsaget. Men det står allerede nu klart, at der er sket "massive vandskader". Mange institutioner har fået deres tekniske installationer ødelagt.

Københavns Brandvæsen, der er koordinator for det kommunale beredskab, har fået indkaldt kommunens krisestyringsfunktion, så der hurtigst muligt kan skabes overblik over problemerne.

Hos Beredskabsstyrelsen i Hedehusene og i Næstved har brandvæsnet rekvireret ekstra pumper, som betjenes af værnepligtige og frivillige.

Falck har måttet rykke ud til massevis af vandskader, og også til bilister, der var kørt fast i vandmasserne.

Falck i hovedstaden har fået hjælp fra Falcks region Sjælland. Men trods assistancen forventer Helene Egholm ikke, at der er overblik over skaderne før om en uges tid.

/ritzau/

Dagens Gossip