Københavns Kommune sjusker med sagsbehandlingen

I sin beretning for 2012 fastslår Borgerrådgiveren, at der er et »alvorligt problem« med sagsbehandlingen i Københavns Kommunes syv forvaltninger.

»Københavns Kommune vil gerne være first mover på en hel masse områder. Men tilsyneladende ikke på regelefterlevelse og kvalitet i borgerbetjeningen,« siger borgerrådgiver Johan Busse til Avisen.dk.

»Det her er et alvorligt problem. Fejlprocenten i sagsbehandlingen bliver ved med at ligge på den forkerte side af 50 procent, uanset om vi kigger på konkrete klagesager eller tilfældigt udvalgte sagsområder,« siger han.

Borgerrepræsentationen i København skal fredag aften diskutere Borgerrådgiverens 2012-beretning, og Johan Busse anbefaler lokalpolitikerne at kræve forbedringer i forvaltningerne.

I beretningen gives et eksempel med en kvinde, der fejlagtigt fik tilsendt en regning på 220.000 kroner, fordi Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) troede, at kvinden havde pligt til at forsørge sin mor. Det havde hun imidlertid ikke.

Netop BIF står for de fleste klagepunkter hos Borgerrådgiveren, som er borgernes klageinstans i kommunen, men direktør i forvaltningen, Thomas Thellersen Børner, afviser, at der hersker en dårlig sagsbehandlingskultur i forvaltningen.

»Borgerrådgiveren har registreret omkring 900 klagepunkter i vores forvaltning i år. Jeg synes, at man skal se det i forhold til, at vi har omkring 125.000 juridiske afgørelser om året. I det lys er tallet ikke skræmmende højt,« siger Thomas Thellersen Børner til Avisen.dk.

»Jeg kan ikke udtale mig om de øvrige forvaltninger, men jeg kan sige, at vi har meget stort fokus på det her område i direktionen. Derfor er et mål at halvere omfanget af fejl og lange ventetider frem mod 2015,« siger han.

De syv forvaltninger blev sidste år - på baggrund af Borgerrådgiverens beretning for 2011 - pålagt at finde særlige fokuspunkter til at forbedre sagsbehandlingen, men selvom man kan se enkelte forbedringer, er det generelle billede fortsat status quo i København, lyder det fra borgerrådgiver Johan Busse.

Dagens Gossip