Københavns Lufthavn fortsætter rekordkurs over sommeren

Aldrig før har så mange passagerer passeret igennem Københavns Lufthavn over en sommer som i 2014. Lufthavnen i Kastrup satte passagerrekord med samlet over 7,5 millioner rejsende i juni, juli og august, oplyser selskabet Københavns Lufthavne.

- Med endnu en passagerrekord i august kan vi se tilbage på den travleste sommer nogensinde i lufthavnens historie med over 7,5 millioner rejsende.

- Det er en halv million flere end i fjor, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavne, i en pressemeddelelse.

Alene i august steg antallet af passagerer med syv procent i forhold til sidste år. I alt 2,4 millioner passagerer rejste igennem lufthavnen i årets sidste sommermåned.

Også i juni og juli blev der sat rekorder for antallet af passagerer i lufthavnen med henholdsvis 2,5 millioner og 2,6 millioner.

Lufthavnen ser også flere af de passagerer, som kun mellemlander i Københavns Lufthavn.

- Vi har i sommerperioden desuden set antallet af transferpassagerer stige, hvilket er interessant, for specielt om sommeren rejser folk helst direkte, når de skal på ferie, siger Thomas Woldbye.

Antallet af de såkaldte transferpassagerer steg med 19,4 procent.

Det er især skandinaver, som rejser igennem Københavns Lufthavn på vej til amerikanske storbyer som New York, San Francisco og Fort Lauderdale og til europæiske storbyer som London, Amsterdam, Paris og Milano.

I år er der til dato rejst knap 17,4 millioner passagerer igennem Københavns Lufthavn, hvilket er næsten 1,2 millioner flere end i fjor. Det svarer til en stigning på 7,2 procent.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV