Københavns Lufthavn indfører automatisk kontrol af boardingkort

Skrevet af Holger Madsen

05/03/2013

Dagens topnyheder

Fremover kommer de rejsende i Københavns Lufthavn hurtigere frem til sikkerhedskontrollen, for her indfører man nu en automatisk kontrol af de rejsendes boardingkort. Meningen er at skabe øget passagertilfredshed og større kapacitet, oplyser lufthavnen.

For fremtiden skal passagererne i Københavns Lufthavn nemlig gå igennem en såkaldt ”e-gate” før sikkerhedskontrollen. Det betyder, at det manuelle tjek af de rejsendes boardingkort erstattes af et automatisk tjek.

Ideen er både at reducere ventetid og omkostninger, samt  at øge kapaciteten og passagertilfredsheden yderligere.

- Vores passagerinterviews viser, at ”gør-det-selv rejsende er tilfredse rejsende”, dvs. at de ønsker mere selvbetjening, og i dag sørger 75 procent af passagererne selv for check-in på enten internet, automater eller mobil. Derfor er vi også overbeviste om, at passagererne vil tage godt imod de nye e-gates, der vil lette de rejsendes vej gennem lufthavnen yderligere, siger Johnnie Müller, der er sikkerhedschef i Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn er blandt de første europæiske lufthavne, der indfører e-gates, men mange rejsende vil alligevel kunne genkende de nye e-gates fra metro- og togstationer flere steder i udlandet.

I e-gaten skal passageren selv skanne sit boardingkort, og kun et gyldigt rejsebevis vil åbne e-gaten og give adgang til selve sikkerhedskontrollen. Passagererne kan i øvrigt benytte de samme typer boardingkort som hidtil, dvs. at både boardingkort på papir og mobiltelefoner accepteres i de nye e-gates.

- De nye e-gates øger vores kapacitet i sikkerhedskontrollen, idet vi går fra de kendte fire pulte til seks e-gates, hvilket alt andet lige vil gøre det endnu hurtigere og mere smidigt at komme igennem det nødvendige sikkerhedstjek,” siger Johnnie Müller.

Københavns Lufthavn bevarer dog to pulte med betjening. De pulte vil i fremtiden være forbeholdt rejsende med små børn samt passagerer med et bevægelseshandicap.

Desuden vil der være dedikeret adgang for passagerer, der har adgang til ”CPH Express”, Københavns Lufthavns to hurtigspor igennem sikkerhedskontrollen.

De nye e-gates tages i brug allerede i dag tirsdag den 5. marts, og de første måneder vil CPH sikre, at der er ekstra assistance til rådighed, så de rejsende ikke er i tvivl om, hvordan man anvender de nye e-gates.