Københavns Lufthavn: Vi er klar til store rejsedag

Skrevet af admin

24/06/2015

Mest læste i dag

Når skolerne fredag sender børn og lærere hjem på sommerferie, står Københavns Lufthavn klar til at tage imod og sende i alt 90.000 rejsende ud i verden på den første af sommerens store rejsedage.

- Vi er klar og rustet til tænderne, siger senior kommunikationsrådgiver hos Københavns Lufthavne Lars Lemche til Ritzau.

Belært af tidligere års kaos og for at imødekomme det store antal rejsende har Københavns Lufthavn skabt 700 kvadratmeter ekstra plads til passagererne i Terminal 2, bygget flere spor ved sikkerhedskontrollen og indsat ekstra servicepersonale.

- Vi har revet vægge ned, fjernet kontorer samt en kiosk for at skabe mere plads, lys og luft til passagererne, siger Lars Lemche til Ritzau.

Derudover har lufthavnen indsat ekstra servicepersonale ved både check-in og før sikkerhedstjekket.

Passagertallet for juni, juli og august lå sidste år på 7,5 millioner rejsende. Det betød, at 2014 blev den travleste sommer nogensinde for Københavns Lufthavn.

Lufthavnen forventer, at antallet af rejsende denne sommer kommer til at ligge på nogenlunde samme niveau, siger Lars Lemche.

Sidste år rejste 100.000 danskere ud på den første store rejsedag. I år har danskerne spredt deres afrejse mere.

- Det betyder, at der er mange store rejsedage frem til 20. juli, lyder det fra Københavns Lufthavn.

Der er frem til slutningen af august 25 dage, hvor antallet af passagerer, der rejser ind og ud af Københavns Lufthavn, kommer til at ligge på omkring 90.000. På de travleste dage lander og letter omkring 800 fly.

På de varmeste dage vil lufthavnen uddele vand til passagererne samt badebolde til børnene.

/ritzau/