Københavns Lufthavne sender en halv milliard videre til aktionærerne

Selskabet fastholder forventningerne til hele året og udlodder 57,96 kroner per aktie i udbytte til aktionærerne.

I alt var der 11,5 millioner rejsende, der tog turen gennem Københavns Lufthavn i første halvår af 2013. Det er en stigning på 2,2 procent båret frem af flyselskabernes sommerprogrammer.

»Efter et svagt fald i passagertallet i første kvartal, hvor udviklingen var præget af skudår i 2012 og påskens placering, førte væksten i andet kvartal til en bedre performance. Det er specielt værd at bemærke den stærke vækst som lavprisselskaberne Norwegian, easyJet og Vueling viser, og så er det glædeligt at se SAS’ nye rute til San Francisco har haft en flyvende start med høj kabinefaktor,« skriver Københavns Lufthavne i selskabsmeddelelsen i forbindelse med offentliggørelsen af halvårstallene.

Nye restauranter og barer på lufthavnsområdet bidrager desuden til væksten og har ifølge selskabet en positiv indvirkning på både omsætning og resultat.Samlet stiger væksten i den såkaldte ikke-aeronautiske del af forretningen med 1,7 procent.

Hoteldriften øger omsætningen med 9,9 procent efter at lufthavnen har afsluttet ombygningen og renoveringen af Hotel Hilton.

Københavns Lufthavne optog i denne måned et obligationslån på 160 millioner dollars. Det løber 10 år og afløser et eksisterende lån på 100 millioner dollars, der forfalder i august. De resterende 60 millioner dollar skal bruges til at afdække fremtidige refinansieringskrav.

Det er tredje gang, Københavns Lufthavne udsteder obligationer i dollars.

Lufthavnen har i første halvår af 2013 investeret samlet 464,9 millioner kroner blandt andet i en opgradering af bagageanlægget, ombygning af Terminal 2, fornyelse og ombygning af tax-free området, fornyelser på standpladser samt arbejde på el- og ventilationssystemet.

Dagens Gossip