Københavns Politi offentliggør fotos i sag om efterladt spædbarn

Københavns Politi beder om hjælp fra offentligheden i sagen om det efterladte spædbarn, der i dag kort før klokken 10.30 blev fundet efterladt i en sportstaske på Vestre Kirkegårds Allé.

Politiet vil gerne vide, hvem der ejer sportstasken, der er i lilla læder – af mærket Dunlop. Den er slidt og måler 30 X 40 centimer.

I tasken var der to håndklæder, der beskrives som sort og mærket ”ID” og måler 60 X 130 centimeter. Det andet håndklæde er brunt og måler 60 X 130 centimeter.

Københavns Politi oplyser, at spædbarnet blev fundet nøgen, dog indsvøbt i det ene håndklæde. Sportstasken var placeret oven på en hovedpude med sort hovedpudebetræk.

Politiet offentliggør nu fotos af alle tingene og håber, at offentligheden kan hjælpe med spor i sagen.

- Vi håber, at vi kan finde moderen – eller måske begge forældre – til barnet. Der er ingen tvivl om, at der er to ofre i sagen – det ene offer er barnet, som har fået en ualmindelig hård start på livet, men som heldigvis har det godt nu og er uden for livsfare - og det andet offer er barnets moder, som utvivlsomt har det rigtigt dårligt psykisk, og derfor trænger til hjælp hurtigst muligt. Derfor vil jeg indtrængende opfordre moderen til at give sig til kende, så skal vi nok stå klar med hjælpen, siger politikommissær Hans Erik Raben.

Oplysninger i sagen kan gives til Københavns Politi på 1-1-4.

Dagens Gossip