Københavnsk kvindesatsning i nyt nederlag

De havde set frem til deres første hjemmekamp nogensinde, men efter lørdagens bundduel i Frederiksberg Hallerne mod Skive må Martin Albertsen og nystartede København Håndbold erkende, at det hele lige nu er noget værre skidt.

København tabte nemlig for tredje gang i træk af tre mulige og er nu isoleret nederst i kvindernes håndboldliga med nul point sammen med Sønderjyske. Ikke lige den start, man går og drømme rom som nystartet klub.

København Håndbold har under den tidligere Randers og Viborg-træner Martin Albertsen samlet en trup med flere landsholdsspillere som Christina Krogshede, Mie Augustesen, Pernille Larsen og Marianne Bonde, men det hjalp ikke holdet  i en første halvleg, hvor Skive førte hele vejen til pauseføringen 10-9.

Den jyske føring blev udbygget til 18-13 i de sidste 30 minutter, inden hjemmeholdet ramte en god stime og fik reduceret til 22-23 i sidste minut. Comebacket var dog forgæves, da Skive satte det afgørende mål ind i de sidste sekunder til slutcifrene 24-22.

Rikke Vestergaard blev med syv mål topscorer for Skive, mens Pernille Larsen scorede fem mål for København.

Dagens Gossip