Københavnsk poststrejke fortsætter

Københavnerne bosat i den centrale del af byen skal stadig kigge langt efter deres post.

Det skyldes, at postbudene på distributionscentret København City fortsat nedlægger arbejdet i en overenskomststridig konflikt.

Strejken begyndte tirsdag, da arbejdet på Københavns to øvrige distributionscentre på Amager og Frederiksberg også blev nedlagt. Omkring 500 postbude arbejder på de to distributionscentre.

Arbejdet er dog onsdag påbegyndt igen, oplyser tillidsrepræsentant Thomas Møller til Ritzau.

- Ledelsen på Amager og Frederiksberg har accepteret nogle krav, og postbudene er gået i arbejde igen, lyder det kortfattet fra Thomas Møller.

Derimod er postbudene i Ballerup Distributionscenter gået i strejke onsdag.

- Postbudene på Amager og Frederiksberg er kommet senere i gang med dagens arbejde, og det betyder, at de erhvervskunder, der har aftaler om særlige udkørsler af post, kan opleve, at den kommer senere end normalt, oplyser Post Danmark i en pressemeddelelse.

Konflikten udspringer af en fyringsrunde, hvor samlet 35 medarbejdere er afskediget på de tre centre.

Thomas Møller oplyser, at medarbejderne kræver mulighed for at afspadsere knap 20.000 optjente overarbejdstimer, som de har til gode.

Større pakker, der kommer med pakkebud, er ikke omfattet af strejken.

/ritzau/

Dagens Gossip