Kødgrossist solgte polsk kød mærket som svensk

En kødgrossist fra Helsingborg har solgt falskmærket kød til hele Sverige, men også Danmark og Holland. Kødets oprindelse er ifølge mærkningen svensk, men det kommer i virkeligheden fra Polen, Irland og Holland. Det skriver Aftonbladet.se på baggrund af oplysninger fra Helsingborg Dagblad og P4 Malmöhus.

»Det er omfattende. De har haft fødevarer på markedet i lang tid uden nogen kontrol fra myndighederne,« siger Olu Lundström, som er miljøudvalgets afdelingschef i Helsingborg, til Aftonbladet.

De fejlmærkede kød er desuden blevet solgt uden tilladelse, og fødevarekontrollen har efterfølgende også konstateret, at kødet er blevet håndteret i et beskidt miljø.

»Det er blevet solgt til mange steder. Stockholm, Strømstad, Malmø for at nævne nogle steder. Også til Danmark og Holland,« siger Olu Lundström.

Virksomheden har ikke tilladelse til at sælge mere end 500 kilo kød om ugen, men det er blevet overskredet, faststår miljøchefen, for der er eksempelvis solgt et enkelt parti på 2,5 ton kød til Holland.

»Allerede der har de overskredet tilladelsen kraftigt. Vi vil naturligvis politianmelde dette,« siger han.

Svindlen med kødet blev opdaget ved et rutinetjek i en butik i Malmø. Her opdagede man noget ukontrolleret oksekød fra grossisten. Det var importeret fra Polen, og det var ikke blevet salmonellakontrolleret. Derfor blev der lavet yderligere kontrol af virksomheden, som viste mere omfattende svindel.

Det er dog endnu uklart, hvor omfattende svindlen er, men det kan der komme klarhed over, når kødgrossisten inden for et par uger skal aflevere en detaljeret rapport til Miljøforvaltningen.

Hos grossisten selv afviser en medarbejder, at man har fusket med kødet.

»Nogle oplysninger er direkte løgnagtige,« siger medarbejderen, Kalil Noumerei, til Helsingborg Dagblad, og understreger, at grossisten umuligt kan have mærket kødet forkert.

Dagens Gossip