Køer skjuler smerte

Men nu skal ny forskning udvikle metoder til at opdage de syge køer, og få dem i behandling inden det er for sent.

Landmænd med køer har stor forståelse for dyrenes smerte og ved at de skal i behandling. Det viser en dansk undersøgelse fra 2012.

I dag gør kvægbrugerne meget for at få syge dyr behandlet, men ofte kan det være svært at spotte de køer der har smerter, siger Peter Raundal, der er tilknyttet Københavns Universitet, og i gang med at tage en erhvervsPhD på Videncentret for Landbrug.

- Køer er dårlige til at vise smerte, fordi smerte er et tegn på svaghed. Og da køer oprindeligt var byttedyr, ville de i naturen derfor se ud som et nemmere bytte. Men svaghed kan også udfordre deres sociale status internt i koflokken. Så køer er simpelthen stoiske af natur, siger Peter Raundal.

Det betyder at dyrene kan gå uopdagede rundt med smerter i for eksempel klove eller yvere.

- Faktisk bliver kun 25 procent af de køer der halter på grund af klovlidelser opdagede. Det er et velfærdsmæssigt problem og jo længere de går rundt med smerterne, jo sværere er de at helbrede, siger Peter Raundal.

De syge køer får også betydning for landmændenes økonomi. Forskningen viser nemlig, at en ko, der har ondt, er mindre produktiv, og at smertebehandling har betydning for, hvor hurtigt et sygt dyr kommer sig.

- Vi ved også at køer der halter kommer sidst til foderbordet og har svært ved at finde hvilepladser. Det forværrer deres situation, helbred og mælkeproduktion, siger Peter Raundal.

- Vi kan med den nyeste viden om smerter hos dyr udvikle metoder, der gør det nemmere at opdage de smerter som køerne skjuler, siger Peter Raundal, der sætter fokus på netop denne problemstilling på kvægkongres 2013, der er arrangeret af Videncentret for Landbrug.

Her vil han, sammen med seniorforsker Mette Herskin fra Aarhus Universitet, give bud på, hvordan kvægbrugere bliver endnu bedre til at spotte de syge køer og give dem den mest optimale smertebehandling.

Dagens Gossip

Dagens TV