Køkkener bliver sparet væk på de nye supersygehuse

Skrevet af admin

07/11/2013

Mest læste i dag

Fremtidens patienter på de nye supersygehuse skal glemme alt om mad direkte fra køkkenet.

For fire af de seks nye sygehuse bliver bygget uden et køkken, skriver Jyllands-Posten.

Der er ganske enkelt ikke penge nok til kogeplader og røremaskiner, forklarer Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Midtjylland.

- Det er ikke med vores gode vilje, og der skal findes en løsning. Eller rettere: Der skal findes alternativ finansiering. For vi skal have et køkken til de mange patienter og ansatte. De kan jo ikke suse på pizzeria for at blive mætte, siger Bent Hansen.

Da VK-regeringen i 2007 præsenterede idéen om nye supersygehuse landet over, var der afsat 80-90 milliarder kroner til de nye byggerier. I dag er budgettet halveret.

Af de seks nye sygehuse, som kommer til at ligge i Hillerød, Køge, Odense, Aarhus, Aalborg og Gødstrup ved Herning, har kun de to sidstnævnte afsat penge til et køkken.

I Gødstrup har man blandt andet sparet på strålekanoner til kræftpatienter for at få plads til et sygehuskøkken i byggeplanerne.

Og det er ikke kun køkkenerne, der bliver sparet på i sygehusene. Der bliver også færre sengepladser, end der i første omgang blev lagt op til.

Det er stærkt problematisk, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse, der peger på, at antallet af kræftpatienter vil stige med omkring 50 procent i de kommende år.

- Vi er meget spændte på, om ligningen går op i den sidste ende, siger formand for Kræftens Bekæmpelse Frede Olesen til Jyllands-Posten.

/ritzau/