Kølig Eriksen-agent: Interesse fra mange klubber

Spørgsmålet er dog, om Eriksen har talt over sig, da han løftede sløret for den tiltagende flirt med Champions League-finalisterne. Da sporten.dk tirsdag er i kontakt med Christian Eriksens agent Martin Schoots, forsøger han i hvert fald at dæmpe forbindelsen til Dortmund.

- Vi kender officielt til deres (Dortmund, red.) interesse. Vi vil foretrække ikke at kommentere på rygter. Vi kan sige, at Christian for første gang, siden han kom til Ajax, overvejer at forlade klubben. Men vi befinder os kun i maj, så vi må se, hvad der sker, skriver Eriksens agent Martin Schoots i en sms, hvor han samtidig understreger, at hans klient er en eftertragtet herre.

- Der er interesse fra adskillige klubber, men det er for tidligt at sige, hvor Christians fremtid ligger, skriver han.

Borussia Dortmund er ifølge hollandske Voetbal International en af tre klubber, som har været i direkte kontakt med Ajax Amsterdam omkring Christian Eriksen. Udover Dortmund drejer det sig ifølge avisens oplysninger om Liverpool og Everton. Vurderet ud fra Eriksens udtalelser, der mandag blev bragt i hollandske De Telegraaf, så er det dog Dortmund, der trækker mest i den danske landsholdsstjerne.

- Dortmund er en klub, som jeg gerne vil spille i. Jeg ville passe godt ind i deres fodbold. Dortmund spiller pænt angrebsfodbold. Bundesligaen har aldrig været mit foretrukne valg, og for et par år siden ville jeg ikke engang have overvejet den, men nu gør jeg. Konkurrencen bliver hårdere, og det er ikke et tilfælde, at de to Champions League-finalister kommer fra Tyskland, sagde Eriksen i den sammenhæng, hvor han altså også afslørede, at hans agent allerede havde snakket med den tyske storklub.

- Jeg ved, at der har været kontakt mellem de to klubber, og både Ajax og Dortmund har allerede talt med min agent, lød det fra Eriksen.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip