Køllemorder henrettet for 19 år gammelt drab

Skrevet af admin

10/01/2014

Dagens topnyheder

En 38-årig mand blev torsdag henrettet i den amerikanske delstat Oklahoma. Manden, der var dømt for at have slået en butiksindehaver ihjel med en baseball-kølle i 1995, fik sprøjtet en dræbende giftblanding ind i sin krop.

To andre indsatte er tidligere blevet henrettet for drabet på butiksindehaveren for næsten 19 år siden. Liget af den 30-årige mand blev fundet i et kølerum i hans supermarked i byen Tulsa.

En fjerde medskyldig, som var mindreårig på tidspunktet for forbrydelsen, sidder spærret inde på livstid.

Overfaldet på butiksindehaveren blev fanget på et af supermarkedets overvågningskameraer. Den 38-årige var dengang ansat i supermarkedet, hvor han dræbte sin arbejdsgiver. Han blev anholdt umiddelbart efter drabet.

Det er den anden henrettelse i USA i hidtil i år. Årets første fandt sted i Florida tirsdag.

I fjor blev 39 fanger i USA henrettet. Det var fire færre end året før. Der sidder omkring 3000 dødsdømte personer i amerikanske fængsler.

Siden USA genindførte dødsstraffen i 1976, har Oklahoma gennemført 109 ud af de i alt 1361 henrettelser over hele landet.

/ritzau/AFP