Køreplan mod skattely: Mulighed for international taskforce

Skrevet af admin

13/04/2016

Dagens topnyheder

Fælles handleplan, et tæt samarbejde om data, en mulig taskforce og en opfordring til folk med penge i skattely-lande om at melde sig.

Det er de fire punkter, som skattemyndigheder fra medlemslande af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) onsdag blev enige om i kampen mod snyd med skat.

Det fortæller Jim Sørensen, der indsatsdirektør i Skat, efter mødet.

- Vi skal stadig have adgang til data, men når vi forhåbentlig får adgang til dataene, vil det her hjælpe med at gøre samarbejdet hurtigere og mere effektivt, fordi vi på forhånd har forholdt os til, hvordan vi vil gøre det, siger han.

Hastemødet mellem OECD-landene blev holdt i Paris på baggrund af den verdensomspændende lækage af 11,5 millioner dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.

Den nye fælles aftale lægger ikke op til at ændre på den danske plan for, hvordan man tackler det store læk af skatteoplysninger.

- Vi fortsætter den plan, vi har haft hele tiden. Vi prøver gennem alle kanaler at få adgang til de her data. Vi håber, at de, der har dataene vil offentliggøre dem, så vi kan få adgang til dem.

- I takt med at nogle lande får adgang til nogle af dataene, prøver vi at få adgang til nogle af dem, der kan være danskrelaterede, siger Jim Sørensen.

Skat oplyser kun overordnet om de fire punkter, men konkret kan en fælles taskforce komme på tale, hvis det bliver nødvendigt. Ellers er det dog ikke meget, der kommer ud fra mødet.

Af hensyn til kontrollen må lande nemlig kun udtale sig om, hvad landet selv gør i arbejdet mod skattesnyd. Det er ikke alle lande, der har den samme åbne tilgang som Danmark, forklarer Jim Sørensen.

- Der er store kulturforskelle imellem landene. Derfor er der også meget stor fortrolighed. Og derfor er det vigtigt, at Danmark overholder de her spilleregler. Ellers får vi ikke dataene fra de enkelte lande, siger Jim Sørensen.

Skat blev allerede i begyndelsen af januar bekendt med Panama-lækagen. Siden har Skat haft kontakt til internationale samarbejdspartnere for at få del i oplysningerne.

/ritzau/