Kører vil tvinge sig tilbage hos Formel 1-team

Skrevet af admin

11/03/2015

Mest læste i dag

Dramatik før starten på weekendens australske Formel 1-grandprix i Melbourne.

Den hollandske racerkører Giedo van der Garde har fået rettens ord for, at han skal køre løbet for Sauber, selvom det schweiziske team har brasilianske Felipe Nasr og svenskeren Marcus Ericsson som sine to faste kørere.

Både Nasr og Ericsson bringer en masse sponsorpenge med ind til det økonomisk pressede team.

Giedo van der Garde mener, at Sauber havde lovet ham et af sæderne til 2015-sæsonen, og han tog i første omgang sagen til en schweizisk voldgiftsret, og onsdag stadfæstede højesteret i staten Victoria i Australien, at Giedo van der Garde skal køre for Sauber.

- Jeg er meget fit og meget stærk. Jeg ser frem til at vende tilbage til teamet, til at arbejde hårdt og gøre vores bedste i weekenden, siger Giedo van der Garde.

Saubers advokat Rodney Garratt udtaler, at det vil være "farligt" at lade Giedo van der Garde køre med så kort varsel i en bil, han ikke har kørt i før.

Sauber-boss Monisha Kaltenborn udtaler sin skuffelse over rettens dom.

- Det, vi ikke kan gøre, er at bringe vores team eller andre kørere på banen i fare ved at have en uforberedt kører i bilen, som er blevet skræddersyet til to andre kørere, siger Kaltenborn.

Giedo van der Garde afviser, at han får problemer med at køre bilen.

- Jeg ser frem til at vende tilbage til teamet. Jeg har fortsat et godt forhold til teamet, siger hollænderen, som kørte Formel 1 for Caterham i 2013-sæsonen.

Sauber havde en skidt 2014-sæson uden at score point i 19 løb. Men teamet har vist gode takter i optakten til denne sæson, som starter i Australien.

For eksempel satte Nasr den hurtigste tid på andendagen af den første testkørsel i Jerez.

Fredag køres der to træninger i Melbourne. Lørdag køres der en træning og kvalifikationen, og søndag selve løbet.

/ritzau/AFP