Kørte mod kantsten: Knallertfører i livsfare efter styrt i Næstved

Skrevet af Michael Lauritsen

10/06/2013

Dagens topnyheder

En 62-årig mand kæmper for sit liv på Rigshospitalets Traumeafdeling i København, efter at han mandag forulykkede på sin knallert på Ringstedvej i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Dagens.dk.

Manden kørte af ukendte årsager mod kantstenen og blev slynget af sin knallert. Og selvom, han bar styrthjelm, har han pådraget sig alvorlige læsioner i hovedet.

- Den seneste melding, jeg har fået, er, at han er i livsfare. Men jeg venter på et opkald fra overlægen, fortæller vagtchef Ehm Christensen, da Dagens.dk ringer til ham klokken 20.20.

Politiet arbejder fortsat med at få overblik over ulykken.

- Vi har af gode grunde ikke kunne tale med ham. Og der er ingen vidner. Vi har en patrulje og en bilinspektør derude, som er i gang med at lave nogle undersøgelser. Men indtil videre er vi ikke sikre på, hvad der er sket, siger Ehm Christensen.

Den kvæstede mand kommer fra Karrebæksminde i nærheden af Næstved.