Kokainværksted i kælder koster pædagog 15 års fængsel

Skrevet af admin

25/05/2016

Dagens topnyheder

Politiet afslørede for halvandet år siden et kokainværksted i Vanløse. I kælderlokalet var en kokainpresser samt nok kemikalier og emballage til at producere 50 kilo kokain.

Simon Theis Myhre, der stod som lejer af kælderlokalet, er onsdag blev idømt 15 års fængsel i Østre Landsret.

- Vi er skuffede over dommen, siger hans forsvarer Kristian Mølgaard, som mener, at den er i et helt forkert leje.

Den 35-årige mand, der er pædagog, blev dømt for at have produceret syv kilo og for at planlægge at producere yderligere 50 kilo. Han har dog kun erkendt at have fremstillet lidt over et halvt kilo kokain.

- Hans forklaring er, at han har været presset til at opblande 250 gram til lige godt 500 gram, siger Kristian Mølgaard.

- Men man dømmer for at ville forsøge at fremstille en meget stor produktion fremover. Det mener vi, han skulle have været helt frifundet for. Vi mener ikke, der var nogen planer om, at min klient ville anskaffe kokain eller deltage i opblandingen.

Simon Theis Myhre har forklaret, at han havde spillegæld på 150.000 kroner til en automekaniker, der pressede ham til at opbevare remedierne og blande kokain op.

Sidste år blev han idømt 16 års fængsel i byretten, hvilket er den hårdest mulige straf i sådanne sager. Dengang lagde retten blandt andet vægt på, at politiet fandt over 100.000 kroner på hans adresse.

Simon Theis Myhre valgte at anke dommen til landsretten. Her blev han dømt for væsentlig mindre mængder kokain, mens straffen altså blev reduceret med et år.

Ud over kokainremedier fandt politiet en automatriffel af samme type, som militæret bruger, en halvautomatisk pistol af mærket Walther og et oversavet jagtgevær i kælderen på Rosenlunds Allé.

Pædagogen havde erkendt, at han kendte til våbnene, men hævdede, at det ikke var hans.

En 32-årig Hells Angels-rocker har også været tiltalt i sagen, men han blev frifundet i byretten. Simon Theis Myhre støttede gennem hele sagen rockerens uskyld. Han fortalte i byretten, at han var ked af, at rockeren var blevet involveret.

/ritzau/