Kolding-borgmester undskylder for at suspendere spørgetid

Borgmester Jørn Pedersen fortryder i dag, at han mandag suspenderede byrådets spørgetid, uden at have spurgt de øvrige medlemmer i byrådet.

Det var Enhedslistens Benny Dall, der blev forhindret i, at stille spørgsmål om det borgerlige flertals midlertidige stop for planlægning af kæmpevindmøller i Kolding.

Borgmester Jørn Pedersen erkender, at suspension af spørgetiden skulle have været forelagt byrådets øvrige medlemmer:

- Jeg skulle naturligvis set i bagklogskabens klare lys ikke have taget beslutningen uden at spørge de andre i byrådet, men have forelagt den sag for byrådet til beslutning, siger Jørn Pedersen.

Han har nu sat det på som et punkt til byrådsmødet på mandag.

Læs Jørn Pedersens undskyldning her

Man kan i flere medier læse, at jeg har afvist et spørgsmål til byrådets spørgetid fra et politisk parti. Det gjorde jeg ud fra de vedtagne retningslinjer, som siger, at spørgetiden suspenderes 4 måneder før et valg. Altså, at det ikke er til valgkamp.

Når valgkampen så er startet tidligere end nogen sinde før, ja så traf jeg beslutningen. Og det burde jeg naturligvis set i bagklogskabens klare lys ikke have gjort, men have forelagt den sag for byrådet til beslutning. For nu handler sagen pludselig i nogens optik om ytringsfrihed og jeg skal give dig.

Underlig nok at ytringsfriheden er på spil når det suspenderes 8 måneder før et valg og ikke er det når det sker 4 måneder før et valg! Men øv, for det burde jeg have set komme.

Nu tager vi så debatten i byrådet på mandag, hvor jeg bedre sent end aldrig har bedt om at få sagen på og helt fair, at jeg får på puklen for ikke at have bragt den for byrådet med det samme, men at man pludselig mener, at spørgetiden også er til valgkamp, når man ikke har ment det siden 1998 og det aldrig har været til debat!

Men nu skylder partiet der stillede mig spørgsmålet da en tjeneste om ikke andet. For mon deres spørgsmål overhovedet havde givet omtale, men det får de da nu.

Jeg lærte engang, at den der ikke laver fejl laver ikke noget og den der laver noget :-) Jeg har da i hvert fald aldrig påstået at jeg er fejlfri, for det er jeg ikke.

Dagens Gossip