Kolding bygger historisk plejecenter

Borgmester Jørn Pedersen (V) ser udelukkende fordele i partnerskabet, der er mere end 500 millioner kroner værd.

»Den daglige drift bliver hverken dyrere eller billigere for kommunen, men til gengæld får både beboere og borgerne i lokalområdet en hel del mere for pengene,« siger han i en pressemeddelelse og uddyber:

»Først og fremmest fordi en privat aktør har en række muligheder, som vi ikke har som kommune. Det gælder for eksempel muligheden for at tilbyde tilkøbsydelser, et udvidet madkoncept og tilbud til lokalbefolkningen om at benytte for eksempel centrets café og wellness-faciliteter,« siger han.

Jørn Pedersen understreger, at kontrakten indeholder bestemmelser om bygningsdrift og vedligehold på et niveau, som Kolding Kommune ikke selv ville kunne levere til samme pris.

Knud Erik Langhoff (K), formand for Teknik- og Boligudvalget i Kolding Kommune, hæfter sig ved, at plejecentret i Vonsild også bliver historisk på en anden måde:

»Det bliver Danmarks første plejecenter, der er certificeret efter de nye standarder for bæredygtigt byggeri og med den nyeste velfærdsteknologi,« siger han.

Centret kommer til at indeholde 60 boliger samt en række fællesfaciliteter, som også lokalsamfundet får mulighed for at benytte.

Dagens Gossip