Kolding-chef tog billede af 10-2-måltavle i Barcelona

Skrevet af admin

25/10/2015

Dagens topnyheder

Håndboldklubben KIF Kolding København var lørdag aften tæt på at skabe en sensation i Champions Leagues gruppe B.

De danske mestre kom foran med otte mål i udekampen mod turneringens regerende mestre, FC Barcelona, der alligevel endte med at vinde 28-25.

KIF Kolding-sportschef Lasse Boesen var meget imponeret af sit holds indsats, ikke mindst i kampens første kvarter, hvor gæsterne bragte sig foran 10-2.

- Jeg har gjort det til et evigt minde ved at tage et billede af måltavlen, da der stod 10-2, så dér kunne jeg jo ikke lade være med at sidde og smile lidt.

- Men omvendt var det jo tidligt i kampen, og man vidste, at det ville være utopi at tro, det ville holde på det her niveau, siger Lasse Boesen til DR Sporten.

KIF Kolding førte 13-11 ved pausen, og selvom Barcelona hurtigt fik udlignet til 13-13 i anden halvleg, blev de danske mestre ved med at tro på sensationen.

Det lykkedes Kolding at komme foran 19-16, inden Barcelona satte turbo på til sidst - anført af timålskytten Kirill Lazarov.

KIF Kolding har to point for seks kampe i gruppe B.

/ritzau/