Kolding-dreng er ny nordisk ungdomspræsident efter valggyser

Over 60 ungdomspolitikere fra alle nordiske lande og i alle partifarver var i weekenden samlet i Oslo til årlig session i Ungdommens Nordiske Råd.

Ungdommens Nordiske Råd er de unges afdeling af Nordisk Råd, der siden 1952 har været den vigtigste politiske samarbejdsorganisation i Norden, og de unge skulle på sessionen diskutere nordiske spørgsmål og vælge ny ledelse.

Valget til præsident var en sand gyser. Den 20-årige DSU’er Jakob Esmann, der oprindeligt er fra Kolding, slog den svenske liberale Johanna Lönn med resultatet 53 mod 52 stemmer.

- Jeg er stolt og ydmyg over resultatet. Det er ikke et overvældende resultat, så jeg vil som præsident gøre alt for at sikre, at alle føler sig hørt. Vi skal have en samarbejdende og pragmatisk tilgang, hvis vi skal forny og reformere det nordiske samarbejde, siger den nyvalgte præsident i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg var jo selv en af hovedbagmændene bag grundlæggelsen af Tværpolitisk Ungdom Kolding tilbage i 2012, så det er fantastisk at have den erfaring med i bagagen fra min hjemby, når jeg nu skal lede det tværpolitiske samarbejde på et nordisk niveau.

Forsamlingen valgte ”et fælles nordisk arbejdsmarked” som tema for det næste år.

Jakob Esmann har trods sine blot 20 år har været engageret i ungdomspolitik siden 2006, hvor han blev aktiv i den lokale DSU-afdeling i Kolding. I lokalforeningen var han formand i 2,5 år, derefter kasserer og sidder i dag i DSU's nationale forretningsudvalg, som han blev valgt til i maj 2012.

I øjeblikket er han også aktiv som kampagnekoordinator for Socialdemokraterne i Kolding og vil kæmpe for at gøre Christian Haugk til borgmester efter den 19. november.

Dagens Gossip

Dagens TV