Kolding er konge af Facebook

Når borgmesteren i Kolding, Jørn Pedersen sætter sig ved sit skrivebord om morgenen med en kop kaffe, tjekker han både sin egen og Kolding kommunes facebookprofil som noget af det første.

Og netop kombinationen af en aktiv borgmester og en kommunikationsafdeling, der prioterer en time om dagen på kommunens facebookprofil har gjort, at kommunen i dag har over 5400 synes godt om tilkendegivelser på det sociale medie. Det skriver Lokalavisen Budstikken i Kolding

Tættere på borgerne

Det er et af de højeste tal for en dansk kommune på Facebook, hvor kun 32 ud af 98 kommuner faktisk har en facebookprofil.

Troels Vinding er afdelingschef i Kolding kommunens kommunikationsafdeling og det er ham og hans stab, der står for opdateringer og svar på siden. Han er ikke i tvivl om, at kommunen har formået at komme tæt på nogle af de borgere, som man ellers ikke ville kunne nå med Facebook.

- Vi lavede på et tidspunkt en undersøgelse blandt vores brugere af Facebook, hvor vi spurgte dem, om de har deltaget i borgermøder eller ytret sig om kommunale forhold andre steder. Det var cirka 80 procent, der ikke havde, så der er ingen tvivl om, at vi også har fået fat i dem, der ikke er Tordenskjolds soldater. Og det er en fordel for kommunen, fortæller Troels Vinding til Lokalavisen i Kolding.

- Vi bruger meget energi på at svare borgerne, når de stiller spørgsmål og eventuelt henvise til de rigtige afdelinger. Men jeg tror også, at det giver meget, at vi har en borgmester, der er meget aktiv derinde og det er der faktisk ikke mange kommuner der har Det har aldrig været så nemt at få en borgmester i tale om en sag, som det er lige nu, forklarer Troels Vinding.

Beslutninger ændret på grund af Facebook

Og netop Borgmester, Jørn Pedersen fortæller, at han har fået en hel del ud af kontakten med borgerne på Facebook. Faktisk er der blevet ændret beslutninger på grundlag af kommentarer på siden.

- Jeg har brugt input på siden politisk mange gange. For eksempel kom der en kommentar ind om åbningstider på genbrugspladsen i Lunderskov. Efter at borgeren havde skrevet en kommentar om det, inviterede jeg på kaffe og vi fik en god snak. Det udmundede i en analyse, der afslørede stor utilfredshed med åbningstiderne på pladsen. Og det bliver der nu arbejdet på politisk, fortæller Jørn Pedersen til Lokalavisen i Kolding.

Både borgmesteren, men også kollegaer i byrådet bruger tid på Facebook-siden.

Dagens Gossip