Kolding fejrer frivillighedsdagen

Skrevet af Elo Christoffersen

24/09/2013

Dagens topnyheder

På fredag er det frivillighedsdag over hele landet. I Kolding fejres dagen, hvor borgerne allerede nu kan få en visuel oplevelse og finde faktuel information, bare ved at bevæge sig ned i Kolding midtby og kigge på butiksvinduer.

26 af byens butikker har nemlig doneret pladsen i deres udstillingsvinduer til lige så mange frivillige initiativer og foreninger.

- Formålet med Frivillig Fredag og ugen op til, er at ”synliggøre frivilligheden”. Der er mange som slet ikke har overblik over, hvilke forskellige frivillig foreninger der findes i Kolding. Jeg vil sige at formålet med butiks-udstillingerne er to-delt. Det er både en opfordring til at benytte sig af de tilbud der er, men også i allerhøjeste grad en informationsopgave, der indeholder en klar opfordring til flere borgere om at overveje at blive frivillig i et eller andet omfang, fortæller socialudvalgsformand Tine Roos Nørgaard i en pressemeddelelse.

46 efterskoleelever fra Kildevæld Efterskole i Kolding vil gå og dele tomme kaffekopper ud i gågaden, den tomme kop kan blive fyldt op ved Frivillig Kolding i Slotsgade.

Der er, ud over kaffen, også musik, kage og en mulighed for at kigge ind under den store paraply af frivillige i Kolding.