Kolding IF-Gymnastik vil være Springsikkerforening

Kolding IF-Gymnastik har netop indgået aftale med Danmarks Gymnastik Forbund om at starte en proces, der skal sikre, at de er et sikkert sted at sende børn til springtræning.

Springsikker er et samarbejdsprojekt mellem Danmarks Gymnastik Forbund og DGI gymnastik & fitness, der stiller skarpt på sikkerheden omkring springgymnastik.

At blive en Springsikkerforening er en slags 360 graders eftersyn og udvikling af foreningen, hvor foreningen beskriver alt lige fra bestyrelsens ansvar til hvordan foreningens redskaber konkret tilses og vedligeholdes.

En Springsikkerforening er altså en forening, hvor man trygt kan sende sine børn til springtræning.

- Der er nogle helt konkrete og håndfaste krav til foreningen, som skal være opfyldt. Det handler blandt andet om uddannelse af springinstruktører, årlig gennemgang og tjek af alle redskaber og en sikkerhedsansvarlig i foreningen, siger sports- og uddannelseschef Henrik Bertelsen i DGF.

Papir på kvalitet

Tovholder på processen i Kolding IF-Gymnastik Torben Czepluch, glæder sig til at komme i gang med arbejdet og ser frem til at kunne tilbyde springtræning i et sikkert miljø. Undervejs i arbejdet vil foreningen modtage sparring og konsulenthjælp fra Danmarks Gymnastik Forbund.

Når processen i foreningen er gennemført vurderer et certificeringsudvalg om foreningen kan certificeres og dermed kalde sig Springsikkerforening. Certificeringen gælder for 3 år og en forlængelse kræver, at foreningen igen ansøger om at blive godkendt.

Dagens Gossip