Kolding indvier sin første børnestation

I morgen indvies den første af en række nye børnestationer i Kolding bymidte.

Formand for Teknik- og Boligudvalget Knud Erik Langhoff og byrådsmedlem Lis Ravn Ebbesen klipper snoren sammen med børn fra Marie Mikkelsens Børnehave.

Hvad er en børnestation?

En børnestation er et mere eller mindre synligt element i gadebilledet, der inviterer børn og deres forældre til nye oplevelser i byrummet. Nogle børnestationer lægger op til bevægelse og aktivitet, andre vil anspore til at gå på opdagelse og se byen på nye måder.

Børnestationerne er et resultat af en flerårig udviklingssatsning under Region Syddanmark kaldet Kids n’ Tweens. Kids n’ Tweens har haft til formål at formidle den nyeste viden om børn i alderen 3-12 år og udveksle ideer til nye tilbud og oplevelser til børn og unge.

Satsningen har involveret mange samarbejdspartnere, herunder designere, forskere og kulturinstitutioner, men også børn fra målgruppen er blevet direkte involveret i processen.

Det har også været tilfældet i udviklingen af børnestationerne i Kolding, hvor Designbørnehuset Sanseslottet og børn fra Munkevængets Skole har bidraget med såvel viden som ideer.

Genbrug og re-design

I samarbejde med Anne Mette Rasmussen fra D-sign Tegnestuen har By- og Udviklingsforvaltningen arbejdet videre  med design og placering af børnestationerne, og første station er nu klar til indvielse.

Koldings Kommunes Teknik- og Boligudvalg har afsat 800.000 kroner til børnestationerne over de næste tre år, og projektet vil bidrage til at realisere den bylivsstrategi som netop nu er ved blive politisk behandlet.

Den første børnestation viser, at det ikke behøver at være dyrt at skabe nye oplevelser for børn og deres forældre i bymidten. Stationen på pladsen mellem Rendebanen og Helligkorsgade er nemlig blevet til ved at genbruge elementer fra de bænke, der tidligere stod på pladsen. Hvor der før var bænke, er der nu placeret en række granitcylindere i forskellig højde i en rundkreds.

Indvielsen finder sted klokken 14.

Dagens Gossip

Dagens TV