Kolding Kommune: Derfor smed vi ikke straks Tryghedsplejen ud

Kolding Kommune har droppet Tryghedsplejen, som i TV2-udsendelsen ”Operation X” blev hængt ud for blandt andet at bruge ufaglært arbejdskraft og fifle med timesedlerne.

Høje-Taastrup og Vejle Kommune opsagde samarbejdet med Tryghedsplejen. Alligevel valgte Kolding Kommune at skrive kontrakt med Tryghedsplejen i en licitation om privat hjemmehjælp. For så en uges tid senere at melde ud, at Tryghedsplejen nu var droppet.

Det var dog ikke kommunens eget tilsyn, der afslørede uoverensstemmelser hos Tryghedsplejen, men derimod en tidligere medarbejder, der nu arbejder for et andet firma.

Det sætter igen et spørgsmålstegn ved om kommunens tilsyn med private firmaer, der udfører kommunalt arbejde, er god nok.

Mener du at tilsynet i Kolding Kommune er i orden?

- Vi mistænker ikke nogen - i dette tilfælde - Tryghedsplejen for generelle ting, som medier beskylder dem for, når det ikke foregår i Kolding Kommune. Derfor reagerede vi først, da den tidligere medarbejder henvendte sig til os og fortalte, at de i Kolding ikke overholdt arbejdsmiljøloven samt udførelse af rute- og vagtplaner ikke var korrekte. Her reagerede vi prompte og afbrød straks samarbejdet med Tryghedsplejen, fortæller Seniordirektør hos Kolding Kommune, Lone Vesterman Rasmussen, til Dagens.dk.

Men alarmklokkerne burde vel ringe, da Tryghedsplejen blev mistænkt for ufaglært arbejdskraft og neop at fifle med timesedlerne?

- Det mener jeg ikke. Det var ikke i Kolding og i de senere år har det kørt upåklageligt med vores samarbejdspartnere inden for hjemmehjælpen, forklarer seniordirektøren.

Forventer I at der kommer et erstatningskrav fra Tryghedsplejen?

- Nej det gør vi ikke. Vi traf beslutningen om et fortsat samarbejde med Tryghedsplejen ud fra forkerte forudsætninger. Vi har ikke tillid til, at de kan opfylde vores krav, som var beskrevet i licitationen, fortæller Lone Vesterman Rasmussen.

Fire firmaer vil tilbyde hjemmehjælp

Onsdag oplyser Kolding Kommune, at fire firmaer fra årsskiftet vil tilbyde hjemmehjælp. Det er Attendo, Trekantens Pleje og Rengøring, Kære Pleje, Caregruppen samt Kolding Kommune.

Kommunen har som en af de første herhjemme benyttet sig af en ny lov og udbudt personlig og praktisk hjælp til syge og ældre i licitation.

I alt seks private firmaer har været med i udbudsrunden, hvor det billigste bud kom fra Attendo A/S. Da nogle er faldet fra, har de tre øvrige firmaer alle fået mulighed for at tilbyde hjemmehjælp, såfremt de matcher Attendos timepris. Det har Kære Pleje og Caregruppen som de sidste netop gjort.

Krav om samme kvalitet

I udbuddet er der stillet krav, som svarer helt til det serviceniveau, Kolding Kommune har i dag, så den nuværende kvalitet bliver bibeholdt. Det er også et krav, at gældende regler på arbejdsmarkedet overholdes.

Der er tale om en timepris på 323,74 kroner, hvilket er i den lave ende blandt kommunerne, men ikke den laveste herhjemme. Timesatserne er såkaldte vægtede priser, hvilket er en slags gennemsnitspris, fordi der er forskellige satser på praktisk hjælp, personlig pleje i dagtimerne og personlig pleje i døgnets øvrige timer.

Udbuddet skønnes at give Kolding Kommune en besparelse mellem fem og seks millioner kroner. Tallet er dog behæftet med usikkerhed, fordi det sparede beløb er afhængigt af, hvor mange borgere, der vælger en privat leverandør.

Dagens Gossip