Kolding Mandskor og Keld Heick sætter fokus på The Beatles

Gennem de senere år har Kolding Mandskor stået bag nogle spektakulære koncerter, der i den grad har vakt stor opmærksomhed. Det bliver også tilfældet søndag den 6. oktober på Kolding Teater, når koret – i samarbejde med Keld Heick, Karoline Budtz og bandet Flash Back – sætter fokus på The Beatles.

- I fjor satte vi fokus på Elvis Presley. I år tager vi fat i The Beatles, og vi tør godt love publikum en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. Samtidig bliver det en ordentlig tur tilbage i tiden – tilbage til 60´erne, hvor de fire Liverpool-drenge satte helt nye standarder for datidens musik, lyder det fra formanden for Kolding Mandskor, Erik Schlünsen.

Det er ingen tilfældighed, at Kolding Mandskor har engageret såvel Keld Heick som Karoline Budtz og Flash Back til at være med på scenen. Få kan som Keld Heick fortolke de velkendte klassikere fra 60´erne, og Karoline Budtz har gennem de senere år skabt sig et navn ved bl.a. at fortolke musik skrevet af John Lennon/Paul McCartney. Hendes udgave af ”Here Comes The Sun” er således unik, og det nummer bliver givetvis et af koncertens højdepunkter.

Det koldingensiske band, Flash Back, står for den musikalske opbakning af såvel koret som solisterne. Bandet var også med, da Kolding Mandskor i oktober i fjor satte Elvis Presley i centrum og det på en måde, som sjældent opleves på disse breddegrader. Det var rock og rul, når det er bedst.

I forbindelse med Beatles-koncerten efterlyser mandskoret i øvrigt mænd, der har lyst til at være med på scenen på Kolding Teater. Koret øver hver onsdag aften i Kolding Korhus på Brinken 7.

Billetter til koncerten kan købes på www.korbillet.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV