Kolding Netavis flytter ind hos Dagens.dk

Kolding Netavis blev 1. marts 2011 startet af journalist og webredaktør, Elo Christoffersen (45), der bor i Vonsild.

Netavisen er vokset støt med årene og har over 1.200 følgere på Facebook og godt 20.000 brugere om måneden.

1 .oktober blev Elo Christoffersen headhuntet til Danmarks nye landsdækkende netavis, Dagens.dk. Kolding Netavis har siden da kørt videre, sideløbende med Dagens.dk.

- Men nu er tiden inde til, at samle kræfterne på Dagens.dk. Borgerne i Kolding, Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld skal fortsat have lokale nyheder – og det får de nu samlet under Dagens.dk, hvor nyheder fra hele Kolding Kommune vil være at finde under Dagens.dk/tag/kolding, fortæller Elo Christoffersen.

Han tilføjer, at det bliver tidsbesparende ikke at skulle placere nyhederne flere steder.

- Og eneste forskel fra Kolding Netavis til vores nye side under Dagens.dk er, at vi nu er placeret på Dagens.dk/tag/kolding. Borgerne i kommunen vil fortsat kunne læse om stort og småt samt læserbreve, slutter Elo Christoffersen.

Hos Dagens.dk er man også glade for den indgåede aftale.

- Elo har gjort et fantastisk stykke arbejde med Kolding Netavis, og jeg er meget glad for at vi også fremover kan være det førende nyhedsmedie i Kolding Kommune. Der vil fortsat være masser af lokalt stof, læserbreve og meget andet på Kolding-siden på Dagens.dk, og det vil vi styrke yderligere, siger chefredaktør Holger Madsen fra Dagens.dk.

Det er medievirksomheden Nyhedsgruppen Aps, der producerer Dagens.dk og andre danske websites, og det sker fra lokalerne i Bramdrupdam i Kolding.

Dagens Gossip

Dagens TV