Kolding samler ind til kræftramte børn

Skrevet af Elo Christoffersen

13/08/2013

Mest læste i dag

En række frivillige med tilknytning til Bramdrupdam Gymnastik- og Idrætsforening(BGIF), og otte Zumba-instruktører fra Trekantområdet med tilknytning til organisationen Danser mod cancer, trækker lørdag den 24. august i sportstøjet for at være med til at gøre en forskel for cancerramte børn.

Det sker ved at i Bramdrupdam Hallerne at afvikle en lang række aktiviteter, og hele overskuddet går til Foreningen Cancerramte Børn.

Arrangementet i Bramdrupdam er blot et blandt i alt 40, som afvikles over hele landet ved hjælp af 300 frivillige Zumba-instruktører. I fjor blev et tilsvarende arrangement – med meget stor succes - afviklet i Almind-Viuf Hallen, hvor der alene blev satset på Zumba.

I år er såvel BGIF Gymnastik, BGIF Håndbold og BGIF Fodbold medarrangører, og det betyder, at der bydes på masser af aktiviteter for hele familien.

Dørene åbnes klokken 12 og klokken 13 vil borgmester Jørn Pedersen være til stede for at byde velkommen og bakke det gode initiativ op. Derefter går det løs med nonstop Zumba-event med step, bokwa, piloxing, booiaka, pilates og powerhoop.

BGIF Gymnastik og BGIF Håndbold vil lave sjove aktiviteter for store og små, og på kunstgræsbanen vil BGIF Fodbold ligeledes tilbyde masser af aktiviteter. Endvidere byder dagen på hoppeborg, ansigtsmaling, højtlæsning for børn, fotoudstilling, frisør, kranio sakral terapi, zoneterapi og massage.

- Det er helt fantastisk med den store opbakning fra de tre BGIF-afdelinger. Det betyder masser af aktiviteter, og det skulle i den sidste ende gerne være med til at genere et pænt overskud, lyder det fra initiativtageren, Zumba-instruktør Janne Lund Seiersbøll, der er bosiddende i Egtved, men som er tilknyttet BGIF Gymnastik.

Hun glæder sig samtidig over, at en række Zumba-instruktører har sagt ja til at være med til at skaffe penge til det gode formål.

Billetter til arrangementet(med Zumba) kan købes på www. Billetto.dk.