Kolding-talenter til uofficielt VM i squash

Talentarbejdet i Kolding KFUM Squash har båret frugt, og klubben kan derfor sende tre af sine største talenter til verdens største juniorturnering British Junior Open, som afholdes i Sheffield 2.-6. januar.

Turneringen i Sheffield bliver ikke uden grund kaldt det uofficielle VM. Hele verdenseliten indenfor juniorsquash kommer til England lige efter nytår for at konkurrere om at blive kaldt verdens bedste.

Der kommer spillere fra de dominerende squash-nationer som Egypten, England og Pakistan, og fra fjerne steder som Qatar, Australien og Argentina, så der er ingen tvivl om, at der venter de tre Kolding-spillere en kæmpe oplevelse.

Debut for pigerne

For de to piger, Line Falsig Berthou (18 år) og Christine Christoffersen (16 år) er det første gang, at de deltager i British Junior Open. Begge piger er i øjeblikket nr. 14 på hhv. U19 og U17 ranglisten i Europa, men selv med disse flotte placeringer er der ingen garanti for succes ved turneringen i Sheffield.

- Det er kun de allerbedste spillere, der kommer til British. Selv om vi klarer os godt i Europa er konkurrencen meget hårdere her, siger Line, som sammen med Christine er en fast bestanddel af Koldings succesfulde elitedivisionshold.

Nr. 8 i Europa

For 17-årige Thomas Laursen bliver det anden gang, han skal af sted. Men det gør ikke forventningerne mindre.

- Da jeg var af sted sidste gang, var jeg lidt benovet over det hele. Man går rundt mellem verdensstjerner, som man ellers kun hører om. Denne gang skal den bare have fuld gas, siger Thomas. Thomas er i øjeblikket nr. 8 på Europaranglisten og er netop kommet hjem fra en Super Series turnering i Schweiz med en flot 4. plads, så selvtilliden er i orden.

Satser på talentudvikling

Kolding-spillernes deltagelse i det uofficielle VM er en del af den talentsatsning, som Kolding KFUM Squash har gjort, bl.a. med ansættelsen af den tidligere landstræner Francesco Busi, som tager med de tre talenter til England. Kolding Eliteidrætsråd har via økonomisk støtte gjort det muligt for Kolding-spillerne at tage til denne prestigefyldte turnering.

Dagens Gossip