Koldingbogen 2013 udkommer i dag

Koldingbogen 2013’s første eksemplarer er på gaden i dag.

Bogen præsenteres ved en reception klokken 15 i Nicolai Scene, hvor formand for Kultur- og Fritidsudvalget H.C. Jensen holder tale. Desuden præsenteres bogens indhold og design samtidig med, at der er mulighed for at møde flere af forfatterne.

Mette Kirstine Lund har stået for udviklingen af den grafiske ramme, der repræsenterer de nyeste tendenser inden for moderne bogdesign.

Årets tema er jubilæer. Det har ført til en række fortællinger om lokale foreninger som blandt andet Kolding Håndboldklub, der startede som Alpedalens Boldklub. Virksomheder som Schou i Vamdrup samt kultur- og skoleinstitutioner som Trapholt og Skanderup-Hjarup Forbundsskole.

I alt 13 artikler er det blevet til, der fortæller om forskellige milepæle i hele Kolding Kommune.

Koldingbogen er ikke blot en traditionsrig udgivelse, som kommer for 43. gang, men også en vigtig lokal publikation, der giver kommunens borgere mulighed for at lære mere om den fortid, de selv er en del af i dag.

Bogen er i år på 216 sider og fyldt med flotte illustrationer, der fremstår som en visuel rejse gennem historien. Den udgives af Kultur- og Fritidsudvalget i Kolding Kommune. Vejledende pris er 140 kroner og bogen kan købes hos Kolding bys boghandlere, Kolding Stadsarkiv, Museet på Koldinghus samt flere lokale kiosker fra onsdag den 20. november.

Dagens Gossip