Koldings nye badeanlæg præsenteres på mandag

Koldings nye badeanlæg bliver mandag præsenteret på Kolding Havn.

Badeanlægget bliver samlet på Nordkajen i Kolding Havn og fremvist for alle interesserede. Arrangementet begynder klokken 16, hvor borgmester Jørn Pedersen byder velkommen, arkitekt Mads Lund præsenterer badeanlægget og idémand Kim Toft Andersen sætter ord på resultatet.

Bagefter vil der være underholdning og musik. Blandt andet kommer trampolin-gruppen, Big Splash, med springere fra Sjælland og Fyn herunder ikke mindst unge fra Vejstrup Efterskole. Sammen viser de deres vovemod, når de springer trampolinspring – i havnen.

- Vi håber, der kommer mange, der vil være med til at fejre Koldings nye badeanlæg, selvom det endnu ikke er i vandet. Til gengæld ligger det forsvarligt klodset op, og derfor vil der være mulighed for at gå en tur hen ad anlægget, fortæller miljøchef Bent Mouboe i en pressemeddelelse.

Badeanlægget er ét af de fire vinderprojekter fra DR's Byg Det Op-konkurrence.

Planen er at badeanlægget opstilles på den endelige placering i marts for at være klar til badesæsonen næste år. Et flertal i Plan- og Miljøudvalget har indstillet til byrådet, at badeanlægget placeres i Strandhuse ved Lyshøj Allé, som idémand Kim Toft Andersen oprindelig foreslog. Placeringen vedtages i byrådet mandag aften.

Dagens Gossip

Dagens TV